Hvorfooooor?

Svesken er startet i børnehaven og er efter eget udsagn blevet en stor pige. Hun har ret, hun ER blevet en stor pige og tager syvmile skridt i sin udvikling. Et af de steder vi virkelig mærker det, er på spørgsmålet: 'Hvorfooooor?' som bliver gentaget i det uendelige. Indtil videre svarer jeg med hele sætninger hver gang, men på et tidspunkt er der ikke mere fornuftigt at sige andet end: 'Sådan er det'. Så det siger jeg også mange gange i løbet af en dag.
På grund af hendes lille stemme og forstadsdialekten lyder det nogen gange, som om hun siger: 'Hvor ' far?' Hvilket faktisk også bliver sagt mange gange i løbet af en dag, fordi farmand er den store helt. Derfor sker det jævnligt at vores samtaler slet ikke giver mening for hverken den ene eller den anden.

Hun synes, børnehaven er et hit, bl.a. fordi der er madpakker hver dag, men også fordi de har lavet bål og sikkert også fordi dagene her i indkøringsperioden er kortere end ellers. Virkeligheden skal nok ramme hende, når alle de store er tilbage fra ferie om et par uger og dagene bliver lidt længere, så moren kan hvile sig lige en anelse mere, end hun gør nu.

Moren er nemlig lidt slidt, fordi Alfen er ved at være så stor, at han skal fedes op med noget andet end modermælk. Men alligevel er lidt for lille til rigtig at kunne finde ud af spise andet. Derfor roder han rundt om natten med det resultat, at halvdelen af husstanden har lidt svært ved at hænge sammen i løbet af dagen.
Man kunne jo mene, at mor burde sove lur sammen med baby, men hele det her boligsalg og huskøb, kræver simpelthen så meget oprydning og forberedelse, som jeg ikke kunne forestille mig. Så jeg spæner fra Herodes til Pilates og tilbage igen i de timer, Alfen og jeg har alene hver dag. Det kan virkelig også godt mærkes på vasketøjsbunkerne at der er kommet en beboer mere i husstanden og det fornægter sig ikke at han er en Gylpe-Frans, der gerne dekorerer alle os andre mere fine sjatter af babyost, når han ser sit snit til det.

Lige nu føles det som om, den her barsel går over i historien som barslen, hvor jeg fik rengøringsvanvid og alt for lidt søvn.

Mere om huse

Ja, vi har besluttet, at vi gerne vil have vores helt eget hus!* Det har vi faktisk besluttet mange gange før i løbet af de sidste par år. Vi har bare aldrig rykket på det, nok mest fordi vi har det så dejligt her i huset, hvor vi bor.
Men nu skal det være, vi har kontaktet en ejendomsmægler med henblik på at sælge de 50 kvm. Derfor har jeg brugt de sidste mange dage på at slæbe løsøre op på loftet, så man kan se andet end vores rod, når man træder ind ad døren. Jeg har også trawlet nettet tyndt efter huse i Forstaden, vi har råd til, og som lever op til bare nogen af de ting vi ønsker os af et hus.

Vi har faktisk også været ude at se på et hus, som på mange måder er helt fantastisk, men som også var lige en tand for brunt til Hr. F.
Huset fremstår helt originalt, hvilket man ikke ser ofte, når der er tale om typehus fra 60'erne. Så mit arkitekthjerte ville kun kunne bo i det hus, på de brune præmisser og det kunne Hr. F's romantiske hjerte ikke.

Jeg havde ellers sådan håbet, at det hus ville være en slags åbenbaring, der sang hallelujah til os, så vi ikke var et øjeblik i tvivl om, at det var dér, vi skulle bo. Men sådan skulle det ikke gå. Så Fødeøeden spøger endnu. Det samme gør tvivlen om altid, der får mig til at tænke så meget, at der står røg ud af ørene og so, giver mig trang til at ligge i fosterstilling og vente på, at de voksne har gjort det hårde arbejde og har taget beslutningen.

Hvis du tilfældigvis kender det HELT rigtige hus til mig og mit menageri, så tøv ikke med at fortælle om det.

*Her indsættes en lang kunstpause og noget spændings-underlækningsmusik, der understreger alvorligheden.

hvor skal vi bo?

Hvis dette indlæg er rodet og usammenhængende, handler det om, at emnet er så uoverskueligt for mig, at jeg har svært ved at tænke (og dermed skrive) klart.

Vi elsker det hus, vi bor i. Vi elsker vores dejlige have, der er fyldt med skønne naboer. Vi har liv og glade dage, der spises sammen, passes katte for hinanden og hvis nogen tager til Fødeøeden uden at lukke deres altandør, er der bare nogen andre, der lukker den for dem. Men med de godt 50 kvm vi har her, ved vi, at det ikke er for evigt, vi skal bo her.

Vi er også (blevet) glade for Forstaden. Der er cirkus, loppemarked og andet spas på Torvet og i kulturhuset, cafeen laver verdens bedste varme kakao med skumfiduser og burger med brun sovs. Mosen ligger lige om hjørnet og selve København ligger lige for enden af bakken og resten af verden er ikke længere væk end hovedbanen eller Kastrup.
Da jeg flyttede ud i Forstaden, var det tvunget af de omstændigheder, at Hr. F ejede en lejlighed købt i bedre tider. Jeg syntes, det var ligesom at kommer ud i den 3. dimention og at busturen tog for evigt (hvilket den også gør, men nu har jeg lært at cykle). Jeg græd lidt over at forlade brokvarterene og deres puls. Det var hæsligt at skulle bo i take away-fri zone midt mellem villaer, volvoer og børnefamilier. Men som I ved, ændrer tiderne sig nu hører vi selv til over i familieafdelingen og er blevet så gamle, at vi ikke altid synes at take away er prisen værd.
Mit liv har flyttet sig og min selvopfattelse er flyttet med. Nu er jeg sådan en der bor i Forstaden og oven i købet synes, det er lidt smart!

Drømmegrunden er jo solgt til nogen andre, der bygge rækkehuse. Men de er solgt (lynhurtigt) og lige en tand for dyre til os. Alt andet i Forstaden er også lige en tand for dyrt. Så hvis vi vil have et hus, er vi nok nød til at rykke til en anden Forstad. Det har vi ikke lyst til, men vi har heller ikke lyst til at skulle spise havdregrød hver eneste dag de næste 10 år.
Derfor spøger Fødeøen og Barndomsbyen nu igen. Der kan vi få flere kvm til meget færre penge, og nu er der måske en mulighed for at købe huset, der ligger lige ved siden af mit barnsdomshjem. Det trækker! Det trækker fordi, det ligger dejligt, i et godt kvarter, med fin legeplads, god skole og tæt på alting i Barndomsbyen. Det trækker, fordi det er tæt på morfar, altså rigtigt tæt, han bor jo på den anden side af væggen. Farmor bor tæt på, farfar det samme. Ligesom fastre og onkler er inden for rækkevidde. Selve byen ligger i gåafstand (også banegården så hr. F ville kunne pendle). Vi ville have råd til at købe en bil (hvilket aldrig vil komme på tale, hvis vi køber et hus i Forstaden), vi ville have overskud til ,at jeg i en periode kunne arbejde mindre og have tid med børnene og til at holde huset. Ligesom vi ville have familie tæt på til at hente/bringe/passe, hvis der var noget arbejde, der hev lidt ekstra. Der ER en biograf, en cafe, en gågade, en sportsklub, en bar og torvedage. Der er lige præcis én af hver. Jeg ved, at det gode barneliv er lige om hjørnet, muligheden for venner er på den anden side af gaden og at både Hr. F og jeg er gode til at være glade, der hvor vi vælger at være.
I en periode inden vi fik Svesken, længtes jeg hjem til Barndomsbyen og efter min familie. Selv om jeg glæder mig til at se familien og nyder deres selskab, er min familie nu Hr. F og egne rollinger, mens min far, søster, svoger og nevøer, som før var kernen er rykket en tand ud.
Nu er jeg glad for at bo lige her i forstaden, jeg elsker tanken om at København er til min rådighed og jeg bilder mig ind at jeg bruger byen. Men sandheden er nok, at jeg mest sidder i Forstaden godt placeret i min sofa og nyder tanken om alt det, jeg kan gøre i morgen.

Hvis vi vælger Barndomsbyen ligger den for vores fødder, ALT er i gåafstand eller kan nås på cykel inden for 20 min. Vi får familien ind i vores hverdag og vi vælger et stort økonomisk frirum. Men vi vælger også, at det er nok med Én af hver og at vi skal rejse efter mange koncerter, udstillinger og venner.
Vælger vi Forstaden vælger vi trygheden i flere jobmuligheder, vores venner og det liv vi har med dem nu. Vi vælger muligheden for spontane kulturture. Men vi fravælger et større økonomisk råderum, som eks giver overskud til bil, rejser, knækkede tænder og nye vaskemaskiner.

Jeg kan ikke finde ud af at mærke efter, og det jeg kan kan mærke, stoler jeg ikke på. For jeg var drøn ked af at flytte herud i sin tid og nu elsker jeg det, fordi mit liv har ændret sig. Det samme kan jo gøre sig gældende for Barndomsbyen. Den ændrer sig ikke og grundende til at jeg flyttede fra den i sin tid, er der endnu. Men jeg er en anden, mine behov har ændret sig og jeg må jo indse at jeg ikke kan forudse alting.

Det hele kan vist koges ned til spørgsmålet om man bliver lykkelig af økonomisk frirum, eller mere lykkelig af at have en hverdag tæt på de ting man tror, man har brug for,

Feriefamleri

Ja, der er gået sommerferie i den. Hr. F holder fri fra arbejde og solen skinner. Scenen er sat for en gedigen omgang sommerlykke.

Vi har brugt en uge i noget Danland, som på papiret var rigtigt fint, men som i virkeligheden skulle deles med lidt for mange andre mennesker. Det hjalp heller ikke rigtigt, at vores ferielejlighed var på 2. sal uden elevator eller mulighed for at stille barnevognen nede og at sofaen tilsyneladende hvæsede støv ud fra 70'erne, som fik alle mand til at nyse i takt.

Bagefter stod det på en uge i en meget lille campingvogn på den helt forkerte plads (noget med, at Ved Diget er et vejnavn og ikke ved diget). Campingvognen overraskede ved at være fantastisk, da vi fik dosseret vores antihistaminer og naboerne med den store bashøjtaler tog hjem.
Den 5 stjernede campingplads levede op til alle stjerner med minigolf (som vi ikke fik spillet), børnebadværet med små badekar på borde (som vi fik brugt) og en legeplads med hoppeborg (som vi i den grad fik brugt). Vi har overtalt min far til ikke at sælge campingvogen endnu, og må nok indskrive os i historien som campister efter at have famlet efter vores ferieform. Eller i hvertfald når vejret er så godt, som det har været de sidste par uger. Men hey ferie er jo aldrig rigtig sjovt med dårligt vejr.

Vi har råhygget os på Fødeøen, hvor ferie har den fordel, at familie valfarter for at besøge os. Ungerne er blevet gennemforkælede, det samme gælder for os voksne. Det har også sin fordel at afslutte ferie, ved at frekventere morfars all inclusive resort, hvor der er wifi, børnepasning og livretter på menuen hver dag, og hvor ens tøj bliver vaske og tørret, så vi kan returnere til Forstaden med rent tøj, røde kinder og fyldt med gode oplevelser.   

De næste par dage skal bruges på at flade ud i sofaen til Tour de France, mens vi fordøjer ferieminde. Jeg skal have lavet en fotobog til Svesken, hun kan have med, når hun skal starter i børnehaven, hvor der er billeder af hele familien, vores tur i zoo, hende ridetur på verdens mindste pony, hoppeborgen hun sled gevaldigt, hende der plukker jordbær med morfar og alt det andet hun har oplevet på vores ferie i år.